Matrikel nr.: 17c

Brandgaden 9

De nuværende ejere

Helle Schach Larsen og John Enevold Sørensen har boet i ejendommen siden 1998, hvor de købte den af Pia Grøn og Jens Peder Larsen.

Familien består af Helle, John og sønnerne Daniel og Frederik.

Hvad har vi beskæftiget os med?

Helle har været hjemmesygeplejerske i Ørbæk/Nyborg i 12 år.
John har pendlet til København til DR i 15 år.

Brandgaden 9

Om ejendommens historie...

Helle og John fortæller:
Vi flyttede til Tårup i 1997, mens Brugsen stadig eksisterede. Der var mere liv her, og vi gik op af Skeltofte og hentede morgenbrød, og det var simpelthen så hyggeligt. Det var en fin tur.
Og drengene var ikke så gamle, så vi kunne give dem lidt at snolde for og trygt sende dem af sted. Så lukkede Brugsen, , men der var stadig Spar købmand i Frørup. Så lukkede den også, og det var jo skrækkeligt. Det var simpelthen en katastrofe!
Det, der tog livet af Brugsen, var nok tankstationen. Hvis den skulle have fortsat skulle de nok have lagt penge i at få gravet noget ordentligt ned. Men det må de nok ikke pga miljøet. Der kom mange fra de tre campingpladser, for de skulle tanke op og købe morgenbrød og mælk, og så fulgte der jo mere med.
Af andre forretninger var der kun cykelsmed Jørgen Madsen, hvor vi fik lappet vores cykler.
Vi har som regel brugt de lokale, og i starten syntes jeg, det var lidt spændende at komme ind til Odense, men nu kommer vi der kun for at besøge vores børn. Jeg gider ikke køre derind, og Nyborg har jo nøjagtigt det samme at byde på.
Vi valgte Fyn, fordi Helles familie er fra Fyn, og Johns fra København eller omegnen af København, så passede det jo fint.
Der var busforbindelsen oppe på Svendborg Landevej hver halve time, og det passede fint, for John skal til København hver dag. Enten kørte Helle for John i bilen eller også tog han cyklen op til landevejen og tog så bussen ind til togstationen og tog toget ind til København. Og tilsvarende den anden vej. Nu er buspriserne så steget så meget, at det ikke kan betale sig at tage bussen, så nu kører Helle John til Nyborg hver dag.
Og så valgte vi Tårup, for det er jo tæt på Nyborg, altså tæt på det offentlige. Så var her en børnehave, og det skulle jo være tæt på, så vi lige kunne aflevere børnene og tage af sted på arbejde. Børnehaven har vi været meget, meget glade for. Tårup er tæt ved skov og strand og vand og så var huset her, og de sødeste naboer, man kan forestille sig.
Vi kiggede ellers ved Kerteminde til at starte med. Der er jo kun éntimes busforbindelse, det var jo ikke så godt, og så boede Helles kusine her i Tårup.
Her er fantastisk smukt. Når man kommer op ad Kirke Allé og kigger ud på Langeland - det er en nydelse. Det må også være med til at tiltrække folk, men så skal vi ikke have de høje buspriser, for folk kan ikke bo her, uden at skulle have to biler.
Vi ved godt, at busforbindelser lukker, og de små forretninger lukker, og alt skal ordnes inde i storbyen, men så må kommunerne - hvis skolerne skal bevares - lokke med et pendlerfradrag. Et eller andet, så unge familier flytter hertil. De er nødt til at gøre noget for at lokke unge familier til.
Det er også dejligt, at vi har fået slået det sammen, så vi har både vuggestue, børnehave, fritidsordning og skole, det må være rigtigt dejligt for de forældre, der har børn deroppe, at de kun skal køre eet sted. Det skulle jo gerne lokke nogle unge børnefamilier til, ligesom da vi kom med drengene.
Om huset.
Pludselig så vi, at vores gasregning rundede de 25.000,00 kr., og vi syntes, der var hamrende koldt her altid. For tre år siden tog vi beslutningen. Jeg løftede et bræt inde i kontoret, og kiggede ned på lerstampet jord - der var ingenting. Her nede under (i køkkenkrogen) var der viktualierum.
Nå, men vi fik gravet ned til kineserne i hele stueplanen og fik isoleret, og så havde vi nogle rigtig gode venner og naboer, som kom og hjalp. Vi stod med en gammeldags hakke og trykluftbor og løsnede til vi kom en 50-60 cm ned. Vi var jo ikke klar over, at det var så stor en kælder, der var herunder. Der stod 5 m2 i vores papirer, men den var altså 12! Og det var fuld ståhøjde, og vi havde ikke lige energi til at udnytte den igen, så i stedet for at køre jorden væk, blev den fyldt ned i et hul, så al jorden er på stedet. Og kældermurerne er der også, så hvis nogen en dag får lyst, kan de bare grave jorden op igen og lave kælder. Der var barneskrift og tegninger på væggene dernede. Nå, så fik vi så isoleret, og vi fik lagt nogle nye klinker, som blev lagt ud i ét i køkken og stue. Vi måtte have nyt køkken, for vi kunne ikke genbruge det gamle, som ellers var et godt køkken. Det var svært at få ud, da det nærmest var boltet fast, så det gik i stykker, da vi tog det ned.
I år, 2014, har vi fået isoleret i væggene og mellemloftet, og det er papiruld, der er blæst ind i vores hulmur hele vejen rundt, og det kunne mærkes fra dag et. Bare lyden hernede blev en helt anden, og vi kan se det på pilleovnen, som slukker, og der går lang tid, før den starter igen. Vi har beholdt mange detaljer fra de tidligere ejere, som gik meget ind for naturmaterialer. Ikke alt kan desværre holde til det daglige slid, så vi er gået væk fra det naturlige look!

Vores tid i Brandgaden 9 fortalt af Hans Peter Jørgensen.

Det var bare lykken, da vi i 1970 flyttede fra en lille baggårdslejlighed i Kongegade 1 i Nyborg (med toilet i gården), og til huset i Brandgaden i Tårup.
Både Vera og jeg var født og opvokset på landet, så det, at vi nu fik foden under eget bord og mulighed for at få jord under neglene, ja det var bare alle tiders.
Huset med jordtilliggende på 1½ tdr. land var et dødsbo efter Mathilde Lomholt og vi købte det af hendes arvinger (Anna Lomholt og hendes søn Arne) for en pris på 75.000 kr. (Set med nutidens øjne kan prisen virke helt uvirkelig, men at det var andre tider og andre priser, fremgår af, at da vi første gang skulle have fyringsolie fyldt på, kostede 1000 liter olie den rimelige pris på 270 kr.)
Vores ældste søn Claus var lidt over 1 år, da vi flyttede til Tårup, og årene i Brandgaden, med frisk luft, gode naboer og fantastiske udfoldelsesmuligheder var den bedst tænkelige start på livet. Senere fik vi endnu en dreng Lars, som er døbt i Tårup kirke, men da han kun var lidt over 1 år da vi flyttede fra Tårup til Jylland, har han ikke nået at få den samme tilknytning til området som Claus.
Da vi overtog huset, var det med en lejer på 1. sal, - Børge Hansen, der var bror til Jørgen Hansen, som på det tidspunkt ejede gården Brandgaden 3. Børge bar tydeligt præg af at være ungkarl, og en af ulemperne ved at have ham boende var, at vi brugte samme toilet og bad, - og at Børge for at komme på toilet skulle gennem vores køkken. Det kunne selvfølgelig lade sig gøre, at gå ud af fordøren og benytte en bagindgang, men fra den tidligere ejer Mathilde Lomholt, var Børge vænnet til, at kunne gå gennem køkkenet.
Børge var vistnok invalidepensionist, men havde et lille job som revisor, hvor han førte regnskab for Margrethelund Maskinstation på Svendborgvej, men en dag, hvor han havde været på maskinstationen for at lave regnskab gik det galt. Da Børge på sin cykel skulle ud på Svendborgvej, blev han ramt af en bil og var dræbt på stedet.
Det var selvfølgelig en tragisk begivenhed med Børges død, men heldigvis var der hverken kone eller børn, som skulle stå tilbage med savnet. Da Børge blev begravet fra Tårup kirke, var der efterfølgende arrangeret mindesammenkomst med kaffebord i forsamlingshuset. Efter kaffen kunne vi så gå hjem, men var til aften inviteret til spisning, hvilket naturligvis også foregik i forsamlingshuset. Menuen bestod af suppe, steg og is, og jeg husker vores gamle nabokone Hansigne Kalmars bemærkning efter spisningen: ”Ja det var selvfølgelig trist med Børge, men mon han da ville have haft noget imod, at vi tager et slag kort efter spisningen”.
Spørgsmålet om hvordan man falder til og trives på et nyt sted, er ud over husets beskaffenhed og de fysiske rammer, også et spørgsmål om, hvorvidt ens kemi passer sammen med de nye naboer. For vores vedkommende kan vi hurtigt slå fast, at vi uden al tvivl, havde vundet i lotteriet.
Knap var vi flyttet ind, før der fra naboer til alle sider blev budt velkommen, og det skortede heller ikke på invitationer. En af de første invitationer var til kaffe hos genboens i nr. 4., Gerhard, (som var gammel murermester) og Emmy (som var gammel lærerinde). Ud over kaffe med stort kagebord, blev der naturligvis også budt på Gerhardts hjemmebryggede øl, som blev brygget på tidspunkter, hvor månen stod ganske bestemt. Gerhard og Emmy var rare mennesker, men et af Gerhards problemer var hans voldsomme temperament, og det var vistnok ikke nogen hemmelighed, at han og Hansigne Kalmar ikke var de bedste venner.
Engang var nabokonerne inviteret til kaffeborg hos Emmy i anledning af hendes fødselsdag. Det var på det tidspunkt, hvor strømpebukserne lige var kommet frem, og pludselig begynder Mary (fra nr. 2.) at grine, for det viser sig nemlig, at hun, på grund af de nymodens strømpebukser, har glemt at få trusser på.
Næste invitation var til naboen i nr. 7. Hansigne Kalmar, hvor der blev danset om juletræ. Her mødte vi Anny Madsen og hendes to piger, Tina og Lene, - et møde som efterfølgende har ført til et livslangt venskab. Hansigne var en ældre dame på omkring 85 år, som alderen til trods var utrolig aktiv. Huset hun boede i, var bygget sammen med hendes mands tidligere snedkerværksted, og herfra drev sønnen, John Snedker, - også begravelsesforretning. Der var en enorm hygge i Hansignes stuer og selv hendes blomster så ud til at befinde sig godt og var altid enormt flotte. Ofte læssede vores dreng Claus nogle stykker træ på sin lille trækvogn, som så blev leveret hos Hansigne, til brug i hendes komfur. Så blev det en tradition, at de to sammen skulle nyde et lille glas, - Hansigne kirsebærvin og Claus saftevand, men selvfølgelig serveret i et vinglas. Hansignes tro følgesvend var hendes hund Killerup, som desværre også blev hendes skæbne, idet den engang efter at hun var fyldt 90 år væltede hende, så hun måtte på sygehus og aldrig kom hjem igen.
Andre gode naboer var naturligvis John og Nanny Kalmar i nr. 5. Mary og Verner Pedersen med sønnen Bent (bror til Anny Madsen) og deres logerende Christian i nr. 2, samt Valborg Henriksen og sønnen Niels fra den gamle smedje i nr. 6., men i det store hele må man fastslå, at Tårup folket bestod af gode, rare og omgængelige mennesker, som vi havde det godt med.
Med købet af Brandgaden 9, fik vi mulighed for at have lidt husdyr, og udover den lille pomeraniahund vi havde ved indflytningen, så blev besætningen hurtigt udvidet. Det blev til høns, kyllinger, ænder og gæs og hurtigt var vi selvforsynende med æg og gåsestegen til jul. Senere fik Claus en ged i fødselsdagsgave, som mere eller mindre følte sig som en del af familien. I hvert fald nægtede den at stå tøjret på marken, men ville helst være i nærheden af familien og spise havens roser.
Også kaniner blev en del af besætningen, og når de så havde den rigtige størrelse og vægt, blev de kørt til slagtning på fjerkræslagteriet i Svendborg. Det sidste tiltag på dyrefronten var et par grise, som udover almindeligt grisefoder også fik noget godt sulemad. På min arbejdsplads i Arresten i Nyborg, var der som regel en del madaffald, som jeg fik med hjem, som foder til grisene. Da jeg i en lang periode cyklede på arbejde fra Tårup til Nyborg, ja så må det have vært et kønt syn, når jeg på hjemturen havde cyklen læsset til med en stor madspand.
Det med cyklen blev dog på et tidspunkt afløst af en bil, - en Opel Kadett caravan, som vi købte hos mekanikeren i Øksendrup for 5.200 kroner, og så var familien godt kørende.
En spændende og hyggelig tid var det i forsommeren, når vi havde kartofler af egen avl til salg ude ved vejen. En af de faste kunder var tidligere Statsminister Erik Eriksen, der holdt ind og købte kartofler, når han kom fra sit sommerhus ved Revsøre.
Når kartoffelsæsonen stundede til, fik vi altid besøg af Veras far Marius, som var pensionist og derfor havde mulighed for, at tage ophold hos os i længere tid. Han nød opgaven med opgravning af kartofler, at fylde dem i poser og få dem stillet ud til vejen, men der var en bestemt også en sidegevinst.
Også han nød nemlig godt af det gode naboskab i Brandgaden, og en af de faste aktiviteter var kortspil med Hansigne. Der blev spillet Skærvindsel, - et lidt kompliceret spil for udenforstående, men for den ældre generation var det åbenbart velkendt. Straks Hansigne blev bekendt med ”bedstefars” ankomst, blev der arrangeret kortspilaften med kaffebord og en lille en til halsen. Hansigne påtog sig gerne værtinderollen, men også hos ”Laura Brugs” og Anna Kastrup blev der inviteret til kortspil.
Jo, det var en dejlig tid i Brandgaden, men alt har jo en ende. Ud over mit job som fængselsbetjent i Arresten i Nyborg, havde jeg for Kriminalforsorgen, i min fritid, påtaget mig opgaven som tilsynsførende for prøveløsladte. Efter nogen tid blev jeg ramt af en depression, og måtte konstatere, at jobbet ved fængselsvæsenet nok ikke lige var mig. Turen gik derfor tilbage til mit gamle job i Kolding, men forbindelserne til Tårup er blevet holdt ved lige, med talrige besøg hos bekendte og ferier ved Kongshøj strand.

Brandgaden 9 - 1937/38 

BBR-informationer

© foto Vivian Lind