Matrikel nr.: 52b

Brandgaden 8

De nuværende ejere

Anne og Morten Mortensen bor på Brandgaden 8 sammen med deres døtre Marie, Thea og Alberte

Brandgaden 8 

Hvad har vi beskæftiget os med?

Brandgaden 8 


Om ejendommens historie...

Stråtag og stokroser.
Det lille stråtækte bindingsværkshus midtvejs på Brandgaden er et af byens ældste huse og et af de få huse på gaden, som har overlevet de mange brande, der har givet gaden sit navn. I følge papirerne er huset opført i 1877 - ligesom talrige andre landhuse i Danmark. Årstallet 1877 skyldes, at man ved en senere registrering af bebyggelsen i Danmark bestemte, at huse med et ukendt opførelses år skulle registreres med dette opførelses år. Hvornår det så er bygget ved vi ikke men hustypen er et spærfagshus, hvor loftsbjælkerne ligger oven på tagremmen, hvilket giver en god lofthøjde. Denne byggemetode blev populær efter landboreformerne i 1790'erne. Inden da bygge man ofte styrrumshuse, som er kendetegnet ved at loftsbjælkerne er gennemstukkende de ydre vægstolper, hvilket kan ses på det smukke bindingsværkshus på Tårup Byvej xx. Så formentligt er vores hus bygget engang i den første halvdel af 1800'tallet. Tilbage af det originale hus er udvendigt kun forsiden samt østgavlen, mens de gamle vægge af ubrændte sten, samt en imponerende stor skorsten, der tidligere var del af et åbent ildsted i køkkenet, er bevaret indvendigt. Gennem de senere år har huset været gennem en større renovering, hvor det er blevet moderniseret under hensyntagen til husets oprindelige stil.
Som størstedelen af indbyggerne i Tårup bor vi i en anden mands hus. I vores tilfælde er det Mogens' hus og det selvom vi købte det i 2003 af Thomas Pedersen (1999-2000), som selv købte det af Ingrid Robain (1986-1997), der boede det meste af tiden i Frankrig og kun anvendte huset som feriebolig. Inden da har huset tilhørt tre forskellige Mogenser i træk. Hvilket til tider kan være lidt forvirrende, når snakken falder på huset og dets tidligere beboer: Mogens Spangsgaard og Randie Lyhr (1987- 1997), Mogens og Ettie Christensen (1966-87) samt Morgens og Ingrid Demant og børnene Klaus og Jesper(1960-1966). Det var for øvrigt Morgens og Ingrid, som fik indlagt vand i huset - een hane i bryggerset - den gang betalte man nemlig pr hane og ikke for forbruget. Senere blev der også installeret toilet med træk og slip, som erstatningen for det gammeldags das. Før Mogens æraen var huset ejet af Johannes og Maren Nielsen-Steen, som boede her i mange år sammen med deres to børn Rashilda og Anna. Hvem som boede i huset inden da, fortaber sig i det uvisse.
Mogens eller ej, så er den nuværende familie Mortensen rigtig glade for huset, byen og naturen omkring Tårup. Tætheden til skov og strand, udsigten over markerne og vinterens fantastiske nattehimmel bliver man aldrig træt af. Brandgaden er en del af den nationale Margueritrute og hver sommer har vi glæde af udenlandske turister, som stopper for at fotograferer fynske bondehus idyl med stokroser, stråtag og bindingsværk.

Brandgaden 8

Brandgaden 8
Vi købte Brandgaden 8 i 1960, og det var et dødsbo.
Vi kaldte det "Marensminde" efter den gamle dame, Maren Steen, der havde boet der før os.
Huset var meget forsømt og gammeldags. Der var ikke indlagt vand, men der var en brønd med pumpe i gården. I køkkenet var en stor bageovn, indbygget i skorstenen, et smedejernskomfur og ikke andet. Dasset var i baghuset mellem hestebåsen og hønsehuset. Vi boede der i 6 år, hvor vi rodede og lavede om hele tiden. I 1966 byggede vi et nyt hus på Bækvej 19, og solgte Brandgaden 8 til Mogens og Ettie Christensen.
Ingrid Demant.


Mads Musiker og flere betydningsfulde folk fra Taarup og Christiansborg.
Brandgaden 6(Thorvald Smed); 7 (Kalmar Snedker); 9 (Mads Slagter); 11 (Mads Musiker, depotindehaver); 12 (Vognmand og senere depotindehaver Carl Mathiesen); 13 (Rosendal).
Jeg gik tit over til Kristine og Mads, og når det var til Kristine, så var Henning (Toftager) også ofte med, for så gik vores besøg for det meste på, at Kristine ikke var så smålig med at uddele bolsjer til os, når vi kom på besøg. Vi havde et lignende rituel med Hansine Kalmar, og det skete oftere, for vi gik også tit i Brugsen for Hansine, og så vankede der altid i det mindste et bolsje pr. mand, når vi returnerede med varerne.
Når det gjaldt mine besøg hos Mads Musiker kunne årsagerne være mange, for Mads gav sig tid at lytte og snakke også med en som mig i min aldersgruppe. Men de situationer, som jeg husker bedst, er, når indkørslen var ʻfyldt medʼ kammersjukkere - i ordets bedste forstand! - som var kommet forbi for at få en O'ense Pilsner, ja, eller en Albani, for det var de to pilsnere, som Mads solgte videre fra sit øldepot. Så skete det ikke så sjældent, at de kaldte på mig og spurgte, om jeg ikke ville ha' en øl med, og det ville jeg gerne, for der var sagtens plads til mig. Det var nemlig ikke den store snak, mødet gik på, det var mere det at nyde en bajer i hinandens gode selskab. De har helt sikkert snakket sammen om stort og småt fra før og nu, men ikke så jeg følte mig sat uden for det gode selskab.
I den sammenhæng var Henning aldrig med. Han var hunderæd for d'herrer; ikke Mads Musiker, men alle de andre uden undtagelse. Hvis Henning og jeg tilfældigvis legede sammen, når der blev budt på øl, så var det kun mig, der sagde ja tak, hvorimod Henning - meget ofte hylende - fór ned ad Brandgaden mod sin sikre havn, Rosendal. Når det skal med, er det, fordi jeg har mine 'drukbrødre' mistænkt for, at de egentlig morede sig lidt over situationen, for de havde jo bare tilbudt os en bajer sammen med dem.
Fik jeg pilsner? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg blev hver gang udstyret med en mørk hvidtøl, og så var dagen reddet for mig.
Hvem var de så? Hele selskabet kan jeg ikke huske, og det var i øvrigt også sjældent, at der var mere end fire forsamlet, og færre kunne udløse en øl til mig. Foruden Mads Musiker var der - samlet på skift - Sorte Christian, Rasmus Fisker og Niels Bæk (Rasmus Bæk's far). Det skete, at min far, Thorvald Smed - for nu at holde betegnelserne ved dem, som man kendte folk under i datidens Taarup - havde tid til at få en pilsner med, men min far var ikke en af den faste stab, som jeg følge, jeg var.
Mads havde for det meste sin stol at sidde på i indkørslen (der eksisterer et billede, hvor Mads sidder på stolen enten i indkørslen eller nede i haven), hvorimod gæsterne, som jeg erindrer det, sad på nogle udtjente telefonpæle, som vi kaldte dem, af træ. De lå næsten altid op mod hegnet ind til Mads Slagter. Det var hyggeligt timer.
Mads Musikers øldepot var på flere måder en god genbo. Èn af de høje herrer fra Albani Bryggerierne havde på et tidspunkt spurgt Smeden over for depotet, om ikke der kunne blive plads til to store - og store var de! - emaljeskilte på gavlen ud mod Brandgaden. Det var en god reklamesøjle for Albani, for der kom mange kunder forbi og i smedjen, og det var heller ikke en ringe forretning for os, min mor, far og mig, for hvert år til jul blev reklamesøjlen afregnet med én kasse O'ense Pilsner og én kasse Albani Pilsner, som altid blev afleveret hos Mads, hvor vi så kunne hente betalingen af lejen til gavlen.
Husk i denne sammenhæng på, at ølkasser - og vandkasser - dengang indeholdt 50 pilsnere eller vand pr. kasse. Det var tider!
Et øldepot, en smedje og Kalmars snedkerværksted var i øvrigt steder, som i datidens små samfund kunne trække folk af alle afskygninger til. Foruden alle de fantastiske folk, som dagligt kom i smedjen, kan jeg huske, at jeg på pladsen foran porten ind til smedjen og i selve porten, hvor folk ofte havde det med at stille sig, når der skulle snakkes, selv har drukket øl med forhenværende statsminister Erik Eriksen (V). Erik havde sommerhus ved Kongshøj Strand, hvor jeg senere kom med avis, Fyns Tidende, til ham.
Også den navnkundige Jens Peter Jensen (V) ~ Jens Peter Døgnbrænder, for nu ikke at lægge de gode titler på hylderne, 'drak' jeg sammen med, men jeg mener, at jeg kan huske, at Jens Peter kun drak danskvand, medens jeg selvfølgelig holdt mig til min mørke hvidtøl.
Den fredag eller lørdag kom den tredje 'ét hundrede og nioghalvfjerdsindstyvendedel' af Danmarks Folketing gennem Brandgaden. Morten Lange (SF) var på vej til sit sommerhus ved Elsehoved, da han på vejen var punkteret. Nu var det vel ikke sådan, at smeden også kunne lappe en slange til et bildæk? Jo, det kunne smeden også, idet min far var udlært i en smedje, hvor der tidligere også havde været cykel- og bilværksted. Det blev aftalt, at Morgen Lange kunne hente sit reservehjul, når han skulle hjem fra sommerhuset.
År senere fik jeg endnu en politiker på paletten, idet daværende statsminister Hilmar Baunsgaard (B - de radikale, hvis nogen skulle have glemt dem) havde sommerhus på Strandgårdens udstykning ved Taarup Strand. Det var nu hverken med bajere eller punkterede slanger til bildæk. Nej, han skulle bare have Fyens Stiftstidende bragt hver søndag, og det fik han.
Foruden smede-, cykel- og bilværksted havde der i tidernes morgen været benzinsalg og salg af flaskegas (Shell Gas i 5, 11, 17 og 33 kg. størrelser, hvor 11 kg var den mest gængse) fra smedjen i Brandgaden, og det var fra samme adresse, at jeg fra 1962 til 1969 kørte ud med aviser. Jeg endte med at have alle aviser undtagen én, og det var Politiken, som Anni Sognefoged - for stadig at holde de gode titler, som vi var kendt under. kørte med; men vi var nu gode kolleger.
Når jeg hører nogle af alle mine dejlige elever, som mellem år og dag bar brokket og brokket sig over deres lange avisruter, tænker jeg på min rute en sommersøndag. Den strakte sig på Nyborg-Svendborg landevejen fra Markusminde i nord til Brændemosevej i Langaa i syd. Derfra i en skrå linje ud til Storebælt ved Åhusene, mod nord til og med Kajbjergskoven. Dertil en del på Landevejens anden side mod vest, for dér var der nogle, som gerne ville have leveret Berlingske Tidende, BT, Jyllandsposten, Kalundborg Folkeblad og andre for fynboer på den tid spøjse udgivelser. De fik deres aviser, og det var hovedsagen.
Da avisturene satte ind, var Mads Musiker død, og øldepotet var overtaget af Carl Matthiesen, Carl serverede ikke mørk hvidtøl for mig. Men han var den, som introducerede colaen, da han en dag fortalte mig, at han havde fået en ny sodavand, som hed Jolly Cola, og Carl spurgte, om jeg ville smage den. Så delte vi en Jolly Cola, 25 cl. i glasflaske, i køkkenet hos Helga og Carl. På samme måde smagte jeg for første gang tonicvand, og for første og næsten sidste gang to produkter fra Albani: en citronvand og en appelsinvand, som begge bar det inciterende navn PRIK. De to forsvandt ud af produktionen, næsten før de var lanceret.
Den mørke hvidtøl forsvandt ikke, og det gør de gode minder om Mads Musiker og alle de andre heller ikke.
Nyborg, den 9. november 2015
Niels Henriksen alias Niels Smed - for nu at holde sig til de navne, som vi var kendt under i Taarup.

Brandgaden 8 Fortalt af Ketty Nielsen

Min mormor og morfar, Maren og Johannes Steen Nielsen, købte Brandgaden 8 i 1922. På det tidspunkt var min mor, Rashilda, 9 år gammel.
Min morfar cyklede rundt i Tårup og aflæste el-målere. Desuden kørte han omkring og samlede æg. Til det kørte han rundt i en tohjulet hestevogn, kaldet en gig. Når Albert Nielsen, Brandgaden 1, havde brug for ekstra hjælp, hjalp han også til der.
Når mine søskende og jeg cyklede fra skolen i Tårup til vores hjem nær Tåruplunde, var vi ofte på besøg hos vores bedsteforældre, for her vankede der altid hjemmebagt kage og citronvand. Mon ikke Mads Musikers salg af øl/vand var grunden hertil? Ellers var det vist ikke så almindeligt, at der så ofte var sodavand på bordet.

 

Brandgaden 8 - 1955

BBR-informationer