Matrikel nr.: 31a 

Brandgaden 3

De nuværende ejere

Birte og Erik Rasmussen bor på ejendommen.

Birte og Erik Rasmussen

Hvad har vi beskæftiget os med?

 Afdelingsleder / Kontor ass.

Brandgaden 3

Om ejendommens historie...

Birte og Erik Rasmussen købte ejendommen i dec. 2005 af Ninet og Ole

Jørgen og Lilly, samt Jørgens far har tidligere boet på ejendommen. Ejendommen har været drevet som landbrug og dyrehold.

Gården samt et par stykker mere er iflg. Jørgen Hansen – Gordon Kirts far - brændt i 1774 og genopbygget omkring 1777.
Branden var påsat af en karl, som følte sig snydt. Bonden, hans kone og datter omkom. Karlen blev fanget i Lundeskov, og iflg. Jørgen Hansen skulle Brandgaden være opkaldt efter denne brand!

1910 til 1994
Af Gordon Kirt
Min farmor og farfar, Elise og Laurits Hansen, købte , Brandgaden 3, Tårup i 1910.
De blev gift i januar 1910 i Lindelse Kirke.
De kom begge fra Langeland. Min farmor fra en gård i Hennetved ved Lindelse, og min farfar fra et husmandssted i Kulepile.
Fra 1910 til 1925 fødte min farmor 9 børn på gården:
Erik, Arne (som døde som lille) Ester, Arne, Tage, Ellen, Børge, Birgit og Jørgen.
Erik, Ester, Arne, Tage og Ellen forlod alle Tårup, da de blev gift.
Børge blev boende på gården og fik aldrig sin egen familie.
Birgit, altid kaldet Bibi, blev alvorligt syg som barn og boede altid sammen med sine forældre.
Jørgen, min far, blev som den yngste udset til at overtage gården. Han blev gift med Lilly, min mor, i 1947, og derfra var han en del af bedriften. De fik tre børn - Gordon, Aage og Ulla.
Jeg blev født på i 1948. På det tidspunkt var vi så tre generationer på gården:
min farmor og farfar, som stadig ejede gården, min mor og far og så mig som tredje generation.
Derudover var, min farbror Børge og min faster Bibi også fast inventar.
Der var trængsel i hjemmet, og ikke meget plads til personlighed.
Min farmor og farfar havde et soveværelse på ca. 16 m2, her sov Bibi også, og alle tre skulle have plads til tøj og private ejendele.
Min far og mor havde et soveværelse på ca. 12 m2, og det var hvad de havde til privatliv. Jeg havde en seng for enden af deres dobbeltseng.
I 1953 kom Aage til verden, og det blev nu nødvendigt at købe etageseng, for at vi alle 4 kunne sove i rummet.
Børge havde sit værelse på den anden side af spisestuen. Det var faktisk en del at staldbygningen; men dog med indgang fra spisestuen.
Ud over pladsen til personlige ting, skulle der også være plads til sognets "hemmeligheder". Min farfar var nemlig også kommunekasserer. Alt materiale, til at styre sognet stod i et skab i vores gang. Når nogen havde noget på hjerte, skete det ved direkte henvendelse til min farfar. I gangen havde vi også telefon, og det var et stort apparat, som hang på væggen. Når der skulle ringes, skete det ved at løfte røret, og dreje på et håndtag, og så fik vi kontakt til centralen, hvor vi bad om det ønskede nummer. Hvis jeg ringede op, spurgte centraldamen, om jeg ville snakke med min mormor, og jeg behøvede ikke at kunne noget nummer. (Tænk på den lille bærbare vi bruger i dag.)
Angående kommunekassereren og skabet i gangen. (Tænk på hvordan udviklingen er gået: først Frørup Kommunekontor - i dag Frørup Andelskasse - så Ørbæk Rådhus og nu op til flere store bygninger i Nyborg).
Gårdens opgaver var delt ud, så alle havde et ansvarsområde.
I stuehuset var der fast arbejde med madlavning og vask.
Mange gange om dagen skulle alle munde mættes. Der var ikke varmt vand, og vi havde kun et komfur til at varme mad på.
Hver anden lørdag var vaskedag, og så skulle der tændes op under gruekedlen, for at få varmt vand at vaske i. Når vandet var varmt, kom tøj og vaskepulver i gruekedlen, og så blev der rørt rundt med en stor træstang, som mest af alt lignede en åre til en båd.
Min farmor bestemte, hvad der skulle laves; men det var min farfar som styrede økonomien, og det kunne godt give udfordringer. Bibi var jo sygdomsramt, og skulle mere "passes" end være hjælper.
Bibi var under ti år gammel, da hun kom ud for det, man i dag vil kalde en hjerneblødning. Hun legede i haven, og pludselig fik hun et ildebefindende. Den lokale sygeplejerske, frøken Høgedal, blev tilkaldt, hun rekvirerede straks en ambulance, og min farmor kørte med på Nyborg Sygehus. Her havde man faktisk opgivet at redde hende; men efter et stykke tid blev hendes tilstand stabil. Hun kom sig så meget, at hun fik et tåleligt liv; hendes hjerne udviklede sig aldrig, men hun fortsatte dog med at vokse. Resten af sit liv var hun barn i en voksen krop, men hun kunne ikke klare sig selv.
Min mor skulle så, som ung svigerdatter, navigere i systemet. Ingen umulig opgave; men en opgave med store udfordringer.
Vi havde heller ikke træk og slip. Dasset var i et lille rum bagerst i bryggerset, med et lille vindue ud mod slippen, og udsigt til naboens væg - 2 m fra vinduet. Avispapir blev brugt som toiletpapir.
Min farfar var ansvarlig for tømning af spanden. Det foregik ved at grave et hul nede i hønsegården, hvor "gødningen" kunne anvendes.
Faktisk havde vi "træk og slip" i stalden. Bag køerne havde vi et lille rum, hvor afføringen af sig selv blev en del af møddingen - altså "slip", og da det samtidig var direkte ud i fri luft var der også "træk".
Min farfars opgaver var, udover tømning af toiletspanden, at sørge for at tænde op i ovnen inde i stuen, så der var et rum, der var varme i om vinteren. Vi havde ikke centralvarme og ikke gasovn.
Høns og grise hørte også til under farfars vinger, og begge steder blev der fodret med madrester. Han bestemte nemlig også, når maden var så gammel, at den skulle smides ud. Måske kunne han selv spise den!
Børge var fodermester, det vil sige, at alt omkring køerne var hans ansvar. Fodre køer, kvier og kalve, samt naturligvis, at malke.
Min far måtte træde til hver anden weekend, og hvis Børge skulle have en ekstraordinær fridag.
Markarbejdet hørte under min far, og det foregik med to heste. Der var ca. 27 tønder land under plov, dertil lidt engareal og noget fælleshegn.
Der blev gået ufattelig mange skridt hver dag i marken. Kun ved ganske enkelte maskiner var det muligt at sidde ned under udførelsen af arbejdet. Ved pløjning i efteråret var det med én fure ad gangen og i hestenes tempo.
Min mor hjalp farmor med husholdningen, eller omvendt. Bibi kunne hjælpe med enkelte ting, som f.eks. strygning.
Der var altid mange munde, som skulle mættes. Om sommeren var der altid feriegæster på gården. Det var mine kusiner og fætre, og mange gange også deres forældre, som kom i flere uger i skoleferien.
Ikke alle kunne sove på gården, så der blev slået telte op i haven, og nogle blev indkvarteret på Brandgaden nr. 9 hos Mathilde Rasmussen, som boede alene i huset.
I 1956 overtog min mor og far gården.
Det var naturligvis en stor omvæltning. Min farmor og farfar, Bibi og Børge flyttede til Brandgaden nr. 9, hvor Mathilde boede.
Nu skulle økonomien jo hænge sammen for mine forældre, og derfor var det nødvendigt, at de selv overtog arbejdet på gården.
Børge skulle i fremtiden være daglejer, både hos os; men også hos andre. Han havde meget forskelligt arbejde i Tårup og Frørup. Markarbejde, havearbejde og regnskaber.
Vi fik hjælp på Gammelgård ved at ansætte en karl. John Højvang Hansen blev ansat, og han hjalp til med det hele. Han blev installeret i karlekammeret, som ellers kun blev brugt til opbevaring af diverse effekter. Der var kun adgang til rummet fra stalden - fra en gang bag hestene. Det har bestemt været en speciel oplevelse for en nykonfirmeret knægt.
Efter en periode som gårdejere, var det tiden at skifte hestene ud med en traktor. Jeg husker tydeligt, da Justesen fra Nyborg kom med den flotte nye Massey Ferguson. Glæden ved at få traktor var naturligvis stor, men min far havde det meget dårligt med at skulle afhænde hestene. En sorgens dag, da de blev hentet til slagtning.
Hestene havde jo gennem adskillige år været min fars selskab i marken. Vi havde to heste, Den Røde og Den Lille. Den Lille var flink og omgængelig; men Den Røde var lunefuld, den både bed og slog, men den havde respekt for min far.
Om sommeren, når der skulle høstes med selvbinder, lånte vi en hest hos Albert på Hjørnegården. Hans landbrug var lidt større end vores, og han havde fire heste. En selvbinder var så tung at trække, at der skulle tre heste til.
En lille hesteanekdote fra Børges tid på gården.
Når vi i efteråret fodrede køerne med roer med top, blev de hentet i en kassevogn. En vogn med træfælge og jernringe, og vognen blev trukket af kun én hest. Det var altid Den Lille. Det var Børge som hentede roerne, og jeg var som regel med på vognen, hvor vi sad på en "bænk", som var et bræt på tværs af vognen. Hvis Børge begyndte at synge "Kom nu frem Ibrahim" begyndte hesten altid at løbe. Så blev vi godt og grundigt rystet igennem, for markvejen var belagt med murbrokker og andre sten.
Hesteboksene blev revet ned, og pladsen blev brugt til udvidelse af kostald og svinestald.
I 1961 fik vi muret en helt ny side i stuehuset, og det var den nordlige side ud mod haven. Det var ganske enkelt nødvendigt, da siden var ved at glide af grunden.
Der blev også bygget om inde i stuehuset. Vi fik bl.a. lavet badeværelse med træk og slip og bruser med varmt vand fra en gasvandvarmer.
Det var virkelig luksus!!!
Det var også i 1961, at Ulla blev født. Så hun har ikke oplevet at skulle tage koldt bad i malkemaskinrummet.
Sidst i tresserne fik vi installeret oliefyr. Det var også en revolution. Lige pludselig kunne vi få varme i alle rum.
Allerede som 9-10 årig havde jeg pligter i stalden. Det var små opgaver som fodring af kalve og at smide halm ned fra loftet.
Vi fik også en ny karl, for John skulle prøve noget andet og i stedet blev Arne Lomholt ansat.
I de kommende år blev meget lavet om i staldbygningerne. Da mejetærskerne indtog markerne, blev tærskeværket overflødigt og smidt ud. Den frie plads blev lavet om til farestier til søerne.
Senere blev køerne sat ud, og båsene omdannet til goldsøer. Der, hvor der stod to køer, var der plads til tre søer, og ligesom køerne stod også søerne bundet.
I 19?? fik vi bygget ny svinestald til fedesvin. Efter datidens forhold, var den både stor og moderne. Der var 18 stier, med plads til 10 grise i hver sti. Stalden var med spalter i rensegangen, så grisene skulle selv sørge for at trine afføringen ned i en skakt, hvorfra den blev ført ud i en gylletank.
Da køerne blev fortid på Gammelgård, har min mor og far været alene om driften. Grisene skulle passes 365 dage om året, så ferier og fridage var ikke en mulighed.
I 19?? blev jorden syd for Brandgaden og den nye svinestald solgt til Ahlstrøm.
I 1994 blev Gammelgård solgt til Ole og Linette Christensen, og mine forældre flyttede til Hulvejen i Ørbæk. Ole og Linette ejede gården indtil 2005, hvor den blev solgt til Birte og Erik Rasmussen.

Brandgaden 3

Brandgaden 3

Brandgaden 3

Brandgaden 3 - 1936/38

Brandgaden 3 - 1948

Brandgaden 3 - 1991

BBR-informationer